I denne guide får du vist, hvordan du laver en rabatkode på din Salecto-shop.
Gå til menu > kampagner > prisregler for indkøbskurv. Når du er kommet ind på prisreglerne, skal du gå over i højre hjørne og trykke på den grønne knap med teksten ”Tilføj ny regel”. Herefter skal du udfylde de mest nødvendige informationer, som vil være de felter med den røde stjerne (læs: *) ved. Vælg f.eks. at give din nye prisregel et navn, der fortæller, hvad den skal gøre. Ønsker du at give 20%, kan du passende kalde din nye prisregel for: Rabatkode - 20%.
Vælg, at statussen skal være aktiv, hvis du ønsker, at reglen skal gælde med det samme og bestem også, hvilke kundegrupper, de 20% skal gælde for. Du vælger flere ved at holde CTRL-knappen nede.
Vil du have, at der skal indtastes en specifik kode, for at opnå de 20%, skal du vælge ”Specific Coupon” under kupon-feltet. Rabatkoden skrives i feltet under og kunne f.eks. være: facebook2019, hvis du kører med en kampagne på Facebook, hvor man kan få 20% på din webshop. Skal der være start- og slutdato på din kampagne, kan du vælge det nederst. Skal den køre hele tiden, indtil du vælger at gøre den inaktiv, skal du ikke vælge en specifik periode, hvor den skal være gældende.
Når du har udfyldt felterne, fortsætter vi videre til ”Betingelser”, som du skal trykke dig ind på øverst i vinduet. Her kan du vælge betingelser, der, udover rabatkoden, skal kunne trigger denne kampagne. Ønsker du at gøre dette, kan du vælge de betingelser, der skal trigge kampagnen ved at trykke på det grønne +. Lad dog være med at trykke noget, hvis rabatkoden skal være gældende for alle produkter på din webshop.
Naviger derefter til ”handlinger”. Her vælger du, hvad din rabatkode skal gøre. Først vælger du, at den skal kunne give en rabat ved at vælge ”Rabat (procent af pris”, hvorefter du indtaster rabatprocenten. I dette tilfælde vil det være 20%. Når du har gjort dette, skal du trykke på gem og fortsæt redigering i højre siden af vinduet. Er du tilfreds med din kampagne, opdaterer du frontendcachen ved at køre musen henover ”Drift Status” øverst i vinduet og trykker derefter på ”opdater frontendcache”.
Til sidst kan du prøve at gå ud på din webshop og lægge et par produkter i din kurv, for derefter at fortsætte til betaling. Prøv at indtaste den rabatkode, du tidligere valgte, skulle kunne give dig 20% på de varer i kurven. I dette eksempel var koden ”facebook2019”. Når den er indtastet, burde du kunne se, at rabatten er fratrukket den totale sum, og at du har opnået en besparelse på 20%.
Såfremt du ikke længere ønsker, at kampagnen skal være aktiv, går du tilbage til din backend og gør den inaktiv under detaljerne for prisreglen.
Har du yderlige spørgsmål til, hvordan man opsætter en kampagne, er du altid velkommen til at kontakte os på support@salecto.com, hvor vi bestræber os på at besvare din henvendelse hurtigst muligt.
Kommentarer
0 kommentarer
Log ind for at kommentere.